Bestyrelsen for Grønlands Statistik har i dag holdt sit ordinære bestyrelsesmøde i foråret. Bestyrelsen holder normalt tre årlige møder.

Bestyrelsens sammensætning:

Vøgg Løwe Nielsen (Formand)
Kim Neumann Nielsen
Lulu Nielsen
Mitdlaraq E. Lennert
Tønnes Berthelsen

Bestyrelsen konstituerede sig efter ny- og genbeskikkelser og valgte Styrelseschef Kim Neumann Nielsen til næstformand. Beskikket som formand er fortsat Vøgg Løwe Nielsen.

På mødet godkendte bestyrelsen Grønlands Statistiks Årsberetning 2016 og det tilhørende Virksomhedsprogram 2017-2020. Begge dele vil i henhold til lov om Grønlands Statistik blive fremsendt til Naalakkersuisut efter indførelse af de på mødet vedtagne ændringer samt oversættelse og redaktionelle rettelser. Både Årsberetning og Virksomhedsprogram vil samtidig være tilgængelige på Grønlands Statistiks hjemmeside www.stat.gl.

Bestyrelsen drøftede endvidere offentliggørelsen af den rapport om værdikæder (pengestrømsanalyse), som Grønlands Statistik efter konsultation med Departementet for Finanser og Skatter har bestilt hos en forskningsgruppe af fiskeriøkonomer på Københavns Universitet. I lyset af den store offentlige interesse, der allerede har været om rapporten, anbefaler bestyrelsen Grønlands Statistik om snarest at gøre rapporten tilgængelig på hjemmesiden.

Herudover besluttede bestyrelsen at nedsætte en arbejdsgruppe bestående af formanden og næstformanden. Arbejdsgruppen skal lave oplæg til bestyrelsen vedrørende loven om Grønlands Statistik, herunder mulige ændringer i proceduren for udpegning af medlemmer af bestyrelsen. Eventuelle lovændringer skal medvirke til at bevare og styrke den høje grad af troværdighed, der er nødvendig for arbejdet i Grønlands Statistik. Arbejdsgruppen skal bl.a. undersøge, hvordan denne troværdighed sikres i statistikkontorerne i de øvrige nordiske lande samt de stramninger på området, der vides at være på vej på europæisk plan.


På bestyrelsens vegne.

Vøgg Løwe Nielsen
Formand for bestyrelsen.
Mobil: +299 221262
+45 41318203